Måske ved du ikke hvad kærlighed er?

Jeg synes, der mangler et detaljeret og nuanceret evidensbillede af kvinders og mænds oplevelse af, hvorfor vi forelsker os i dem vi gør. Hvorfor er det, at vores partner bringer det bedste og værste frem i os? Hvorfor er romantisk tiltrækning så uhåndgribelig og lunefuld? Hvorfor vil man aldrig møde den forkerte partner? Hvad bunder skænderierne i? Hvorfor det faktisk viser sig som en utrolig forløsning at skændes i parforholdet og det at skændes er vejen til at blive et helt menneske igen

Hvorfor har vi mennesker fået den overbevisning, at kærlighed er bedst når der er ro, regelmæssighed og ingen konflikter? Og ved vi når alt kommer til alt, egentligt hvem vi deler seng med? For har vi turdet gå ind i den forheksede skov igennem vores partner, eller blev det for ubehageligt og vi valgte i stedet den fortiede vej?

Datingsites, singlerejser og singlemiddage tordner frem som aldrig før. Desperat bladrer vi på datingsitet Tinder som vi bladrer i tilbudsaviserne og leder efter ugens bedste tilbud. Tusindvis af parterapeuter verden over arbejder for at give et quickfix, så vi i parforholdet skal stoppe med at skændes. Det er blevet et fyord at skændes i parforholdet. Den skinnende overflade på det perfekte parforhold poleres ofte, og med Facebook og Instagram vil det ingen ende tage. Problemet er, at vejen til det liv vi længes efter, altid går gennem dine og din partners mest fastlåste konflikter. Så, tør du gå igennem skoven af svigt, skam og afvisninger for at finde din fragmenterede personlighed og stå ansigt til ansigt med din krænker – jeg spørger bare?

 

Hvad skal der til for at vi bliver forelsket i hinanden?

Hjertet har sine grunde som fornuften ikke kender. Lige meget hvor mange lister vi udarbejder over de kvaliteter og egenskaber vi længes efter hos en potentiel partner, kan vi ikke tænke os frem til den ubekendte størrelse, der tænder og slukker forelskelsen. Tiltrækningens puslespil bliver lagt i det dybeste mørke, bag nedrullede gardiner. Hjertets valg er forankret i det ubevidste, og følger en logik og visdom, der rækker langt ud over det bevidste sinds ønsker og kontrol. Det er umuligt at matche 2 mennesker ud fra rationelle ønsker og få et romantisk parforhold. Det bevidste sind søger ét og det ubevidste sind søger noget helt andet. Det bevidste sind lægger vægt på parametre som udseende, økonomi, intelligens, livsindstilling, kropsbygning m.m., men det er det ubevidste sind ligeglad med, og uden det ubevidste sinds engagement, forelsker vi os ikke.

Hvad er det så ved et andet menneske, der drager det ubevidste sind? For at finde svaret, skal vi ind i menneskets allerdybeste indre. Dér, hvor alle fortidens svigt, afvisninger, skuffelser og skam ligger begravet. At vokse op og tilpasse sig verden, rummer en masse svigt og skam. Ingen forældre svigter bevidst deres børn, men det kan ikke undgås. Disse svigt mærker barnets skrøbelige psyke for altid. Når vi vokser op, mener vores forældre og nærmeste voksne, at de har patent på hvad der er rigtigt og forkert, og vi efterlever tidligt den magiske formel for at føle os elsket, men i det rum, hvor vi skal lære at blive elsket, kommer vi til at føle os forkerte. 

Jytte Vikkelsøe, ph.d. i socialpsykologi med speciale i procesorienteret psykologi, skriver i bogen “Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte”: “Kærligheden er holdt op med at være ligetil. Et element af usikkerhed har sneget sig ind og gjort den kompliceret. Den er blevet noget, man skal regne ud og kontrollere. Og noget man skal gøre sig fortjent til. De beskyttende overbevisninger der skal sørge for at vi kommer igennem livet med så få knubs som muligt, forfatter altså fortællingen om, hvem vi er. Der er således altid to uforløste personlige historier med på slæb, når to mennesker forelsker sig i hinanden, og disse historier passer sammen som fod i hose på den mest overraskende og enestående måde”.

Det menneske du forelsker dig i, rummer altid to modsatrettede karaktertræk: En del af det karaktertræk du beundrer mest eller nærer det stærkeste ønske om at have i dit liv, men har haft vanskeligt ved selv at udtrykke og udvikle, og et aspekt af de karaktertræk du har fundet mest foruroligende og derfor har prøvede på at slippe væk fra og holde ude af dit liv. Det er derfra vi kender begrebet “had-kærligheds-forhold”. Så derfor giver det fantastisk mening, at man elsker og hader sin partner på samme tid. Derfor er det så modsætningsfyldt at forelske sig. 

Jytte Vikkelsøe udtaler i bogen “Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” at en af hendes mest overraskende konklusioner viser, at de uoverensstemmelser, der senere ødelægger selv de bedste parforhold, helt fra begyndelsen er bygget ind i forelskelsen. Du falder simpelthen kun for et menneske, der i sin personlighedsstruktur bærer kimen til konflikt med netop dig i sig. 

 

Jeg kender alt for godt til at skændes med min partner 

I mit nuværende parforhold på syvende år, har vi diskuteret og skændtes så taget lettede. I begyndelsen var jeg overbevist om, at det ville ødelægge vores parforhold, fordi vi begge blev såret, krænket og ikke følte os elsket. Når vi skændtes, havde vi travlt med at forklare, forsvare og fornægte alt der blev sagt; ingen af os havde på daværende tidspunkt en idé om hvilket fantastisk potentiale der lå lige foran næsen af os, nemlig rejsen tilbage i vores fragmenterede personlighed. Hvorfor kunne vi elske og hade hinanden så ekstremt? Denne komplekse følelse satte alle andre følelser i spil og rystede hele vores system. Det sidste vi havde lyst til, var at gå igennem den mørke skov for at finde vores fragmenterede personlighed og stå ansigt til ansigt med vores krænkere. Men det var det der skulle til, for at vi kunne få os selv tilbage – hele og med alt hvad vi var og havde tabt undervejs i skammens og svigtets mørke rum, hvor vi ikke var elskede som dem vi var.

 

Min klient tog et skridt igennem den forheksede skov
(Jeg har valgt at fortælle om en virkelig hændelse fra en af mine terapi sessioner.)

“Det var først lige dér, midt i det mest heftige skænderi, at Stella fandt ud af hvorfor hun flippede ud, da hun kom til et loyalitetsspørgsmål mellem hendes partners ven og hende.” Da skete det – lige dér, midt i orkanens øje stod Stella og råbte hendes partner ind i hovedet, om han for h…… ikke fattede, at det handlede om hvem han var mest loyal overfor. Dér gik det op for hende, at hun ubevidst har testet hendes mor af hele sit liv – hvem hendes mor, når alt kom til alt, var mest loyal overfor – hendes far eller Stella. Stella fortæller at hun stod ansigt til ansigt med en af hendes krænkere. Efter at have skreget i 10 minutter, faldt hun grædende om på badeværelsesgulvet og forstod nu hvad det virkelig handlede om. Lige dér handlede hendes partner helt som han skulle; han omfavnede Stella og forstod hvorfor hun havde sådan brug for at hendes partner viste hende loyalitet. I det specielle øjeblik faldt nogle af Stellas uforløste konflikter i hendes indre på plads omkring hendes loyalitets sensitivitet. Stella forstod nu endelig, hvorfor hun altid har haft brug for at have loyale folk på hendes side og hvis hun mærkede en snert af illoyalitet, kunne hun ikke være i det. For hvad ingen af os vidste, var at hver gang Stella skændtes med hendes partner om noget der virkelig berørte dem følelsesmæssigt, handlede det slet ikke om partneren, men om dem selv. Den aften kom Stella et skridt nærmere hendes fragmenterede personlighed og hun stod ansigt til ansigt med en af hendes krænkere. Stella fortalte at den følelse var så ekstremt forløsende og hun fik et stykke af sig selv tilbage. 

 

Statistisk stikprøve undersøgelse af 1070 personer. 

For at underbygge ovenstående, har jeg inddraget en undersøgelse, baseret på interview med 1.070 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år fra YouGov Panelet i perioden 5. til 8. maj 2017.

Stikprøven er repræsentativ på køn, alder, geografi, samt stemmeafgivelse ved valget den 18. juni 2015. Panelet er blevet spurgt om følgende: Har du en kæreste/partner/ægtefælle? Hvis testpersonerne svarede ja, hvilket 696 personer gjorde, blev de efterfølgende spurgt om følgende:

 

Hvor ofte har du inden for de seneste seks måneder skændtes med din kæreste/partner/ægtefælle? Heraf svarede: 

2 % flere gange dagligt, 3 % en gang dagligt, 12 % et par gange om ugen, 24 % et par gange om måneden, 32 % sjældnere end et par gange om måneden, 21 % har ikke skændtes med sin partner de seneste seks måneder og 7 % ved det ikke.

For at komme dybere ind i parforholdets maskinrum, har jeg yderligere selv udarbejdet en undersøgelse med 500 adspurgte, repræsentativ på køn, alder og geografi fra 1. marts til 25. marts 2018.


Panelet er blevet spurgt om følgende: 

1. Hvilken betydning tror du det har for forholdet når man skændes?

62 % svarede at man opnår en større connection med hinanden. 

38 % svarede at man glider fra hinanden.


Jeg spurgte dernæst selvsamme gruppe: 

1. Føler du, at du kender din partner bedre efter en diskussion?

29 % svarede ja 

17 % svarede nej.

53 % svarede i nogen grad. 

2 % svarede ved ikke. 

Ovenstående resultater viser, at næsten 2/3 dele af de 500 adspurgte faktisk føler at de connecter bedre efter en diskussion. Samtidig følte 53 % at de kendte deres partner bedre efter en diskussion.

 

Sagen er klar – vi er nødt til at kaste det perfekte glansbillede af det perfekte parforhold på bålet, for der findes ikke kærlighed uden had.

Hvis forelskelsen er til stede – sådan helt og fuldkomment, vil der altid være had og kærlighed under samme tag, fordi vi som mennesker rummer alle følelser. Hvis had og kærlighed ikke er til stede, har forelskelsen aldrig haft sin fuldkommenhed. Uanset hvad, ved jeg nu i hvert fald som parterapeut at small talk, lettere kommunikation og quickfixes ikke har nogen effekt, men at et af parforholdets vigtigste perler ligger i at få din fragmenterede personlighed tilbage og stå ansigt til ansigt med dine krænkere, og at være bevidst om at lige dér, hvor du råber allerhøjest af din partner og skriger af smerte, ligger din forløsning og samtidig huske på at dette på ingen måde er afslutningen på jeres parforhold – men snarere begyndelsen. Næste gang du er træt af dit parforhold fordi i skændtes for meget så husk på at det faktisk et sundhedstegn og fordi i tør, tør at tage et spadestik dybere i jer selv og konfronter hinandens krænkere og på forunderlig magisk vis vi i komme et skridt nærmer jeres fragtmenterede personlighed. Så istedet for at være bange for skænderierne så vær nysgerrig på dem. Sålænge i skændtes er i i udvikling i skal først være urolige den dag skænderierne stopper for når ligegyldigheden træder ind kan det være et tegn på at udviklingen er stoppet og forholdet reelt er på afveje.

Selverkendelse kan være en svær øvelse og den vil i mange tilfælde kræve hjælpe fra en terapeut.  

 

 

Camilla Laursen, Coach og Samlivsterapeut.

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *